Lidt fra Team Rumænien

Vi har haft en skøn tur til Rumænien. Tak for alle de penge, I sendte med os. De gjorde godt, og det var virkelig dejligt at have noget at tage af til de behov, vi mødte. For behov var der nok af, og vi er ret overbeviste om, at pengene landede gode steder – her ligger en historie, der kommer en anden god gang.

Der er noget mærkeligt i at være en privilegeret dansker, der tager til et fattigt land for at hjælpe ’de trængende’. Det er skævt, og det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal gøre af. Jeg kan føle mig som en vindueskigger, der spankulerer forbi, lige stopper op, kigger ind og ser en verden på den anden side, der hænger helt anderledes sammen end min. Jeg kigger efter ligheder og forskelle og ser begge dele, men alting forstår jeg ud fra den side af ruden, jeg selv står på, og jeg kan altid kigge væk eller gå videre.

Alligevel opdager jeg, at giver- og modtagerrollerne umærkeligt bliver uklare, og at jeg må lade mig overraske af, hvad jeg bliver udfordret på og klogere af.

Jeg bliver igen fascineret af, hvordan Gud arbejder i og igennem mennesker i et mærkeligt filtret spind – som også indeholder alle de forhindringer, som vi selv og verden stiller for os – og som det alligevel viser sig, at Gud er Gud nok til at kunne orkestrere.

Det er den stærke, rumænske bedstemors historie og hendes venskab med Simina fra lektiecaféen, der rører os. Det er baby Ellinor, der kan få præstekonen Dana til at smile, når hun har lidt for meget at se til. Det er skabe fra snedkeruddannelsen i Hjørring, der viser sig at kunne blive et køkken til en sigøjnerfamilie. Og det er faren i samme hus, der låner Johanne sin jakke, fordi hun fryser, og vil vaske malingpletter af vores tøj. Det er det planløse, farverige og ufærdige, som på én gang afslører hullerne og behovene, og som jeg samtidig og uventet finder smukt. Det er også, at vi er en broget flok fra kirken, der er fælles om både en bøtte Nutella og de lovsange, der spiller i vores hoveder.

Tak til Gud!